Tur til Langli “Åben Prøve”

Søndag d. 10 september afsluttede vi vores research på SPEJLINGER med en tur til Langli.

Langli er en i dag ubeboet ø i Ho Bugt, mellem Hjerting og Skallingen. Der boede mennesker på Langli frem til 1913, men da man ikke var villig til at sikre øen mod storme og oversvømmelser, fraflyttede alle beboere Langli på en gang. I 1982 blev Langli opkøbt af Staten og passes i dag af Naturstyrelsen.

Med undtagelse af en afgrænset periode henover sommeren er Langli lukket for offenligheden, for at give plads og ro til ynglende fugle.

Denne tur har vi set frem til. Med ønsket om at komme helt ud i hjørnerne af regionen, helt derud hvor der er plads til nye tanker og uspolerede rum begiver vi os med traktorbussen ud i det lave vand på årets sidste tur.

Vi kryber afsted med vuggende bevægelser ud over havbunden. Det fascinerer hver gang. At man kører der hvor man inden for få timer kun kan se vand og ubekendte dybder.

Mens vi kører får vi historien om Langli. Har læst lidt på det hjemmefra. Så egentlig slår det en hvor kort historien er, altså den om menneskene. Om os. Naturens store træk er lange og i konstant bevægelse, en gåde som man hele tiden prøver at regne ud.

Menneskene på Langli, et lille bitte hjørne af historien, næsten som var det i går, en gæst på gennemrejse, et uforløst kapitel.

Her er så smukt, man er langt væk selvom man ser lige ind på Esbjerg og Hjerting. Sæler, skestorke, fugle, stilhed, fødder på den våde havbund. Himmel.

Vi vover et par improvisationer under frokostpausen. Spredte klap, smil og undren “dejlig med musik mens man sider og kigger ud”, siger en kvinde bagefter, nåh ja, det er vel egentlig også bare det det handler om. Vi låner naturens scenografi, blikket ud over vadehavet.

Tak for turen Bjarne.

Researcharbejdet omkring “Spejlinger” er støttet af Kulturregion Vadehavet.

Tilbage til Esbjerg Havn

I Den tredje research uge (36) søgte vi tilbage til havnen for at udforske stedet lidt dybere.

Vi besluttede os ret hurtig for, allerede i den første uge, at vi ville tilbage til Esbjerg Havn, når muligheden bød sig.

Havnen er en arbejdsplads! Her er en stille, men konstant bevægelse af mennekser som har en opgave. Vi ved ikke altid havd de laver. Motorerer som brummer konstant, lastbiler i fart, skibe som lægger til, biler med mænd i jakkesæt, de står ud ved Sydvesten med en smøg i mundevigen.

Bunker af rustne kasser, trucks som er sat på pension, lukkede bygninger. Her lugter næsten ikke af fisk. De er væk. Knejperne er væk, de mange kuttere, skibsbyggerierne, det hele er på ganske kort tid helt forandret og på vej mod nye steder.

Men havnen er stadig en arbejdsplads. Vi er gæster. Farverne er klare, gule striber som fortæller hvor man skal gå, rød, blå, grøn. Store skrifttyper signalerer funktioner så man ikke er i tvivl.

 

Her er maskiner og mennesker. Store historier sat op imod alle de små historier om skæbner, originaler, en tid som ikke er mere, men som alle husker. Det var sjovt, hyggeligt, festligt, barskt, farligt, og fyldt med relationer og ubrydelige bånd. De er her stadig, men meget er sværere at få øje på. Det er gemt i kontoerer med solfilter på ruderne. Man kan ikke se ind, og der er adgang forbudt for uvedkommende.

Vi er gæster. Men efterhånden får vi sneget os ind under hegnet, bliver inviteret indenfor, historierne åbner sig, kaffe, skrotgaver, nysgerrighed. Vi er virkelig kommet til at holde af det her sted.

 

Klik på linket og se den lille film vi har lavet om vores tid på Esbjerg Havn:

Undersøgelserne og reserach-arbejdet er støttet af : Kulturregion Vadehavet.

Sydpå langs Vadehavet

I den anden uge (29) af vores research-arbejde på SPEJLINGER, bevægede vi os sydover.

Vi tog til Ribe, Danmarks ældste by, med en historie, der rækker helt tilbage til 1100-tallet.

Fantastiske Ribe Domkirke, der gemmer på så meget historie. Borgertårnet på bagsiden af kirken er 52 meter højt, og der er 248 trin til toppen, med den mest fantastiske udsigt. Oprindeligt var Borgertårnet 65 meter højt og med spir, men julemorgen i 1283 styrtede tårnet sammen, og mange mennsker blev dræbt i ulykken.

Ribe domkirke, fascinerede af de store vidder den tilbyder når man når toppen 52 meter og 248 trin oppe. Klokken, lyden og de mange lysindfald gennem tårnet indbød til et langt besøg, en tilstand som fik en til at glemme tiden og virkeligheden udenfor. Det ville have været fantastisk med en guidet tur rundt i byen, men tiden var desværre knap og vi måtte videre.

Urværk og klokkespil i Ribe Domkirke stammer helt tilbage fra 1600-tallet. Hver dag kl. 12 og kl. 15 spiller klokkespillet folkevisen “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” Kl. 8 og kl. 18 spiller klokkespillet salmen “Den yndigste rose er funden” En fantastisk fin oplevelse.

 

Sneum Sluse er en lomme af stemning, en blanding af noget meget praktisk og offentligt og noget meget privat – de små kolonihaveagtige huse med navne der ligner fiskekutternes og de små bådebroer med små anretninger til både, et par stole, plastikstorke, vaskesnore og blomster i potter. Imens flyder vandet forbi i en evig bevægelse.

 

 

Marsk og diger følger os hele tiden på turen, som varer flere dage mellem Esbjerg og Tønder. Himmelen skifter, græsset følger vindens energi, vandrette linjer kun afbrudt af enkelte lodrette stave, vandet kommer og går, og man får lyst til at fortsætte helt til Holland.

 

Mandø er en stor sanseoplevelse. Turen over den hårde havbund, de fine strukturer af pinde som aflejrer sand, nylonsnor i mange farver, tang og småpinde. Her dufter roserne ekstra kraftigt, fuglene synger ekstra klart, stilhed og tiden som holder vejret. Her lyder saxofonen og stemmen som en fremmed gæst midt i alt det rene.

 

Vi fortsætter videre til Tønder og kigger ind på Tønder Museum i det gamle fine vandtårn. Tønder museum er en skatkiste af husflid. Papirsklip, håndlavede møbler, kniplinger, klæder, hjembragte skatte, praktiske opfindelser til hjemmet sindrigt udformede og smukke i al deres enkle pragmatik.

Tønder har en park med en fascinerende dæmning man har lyst til at gå ud på selvom det naturligvis er forbudt. Men måske kan den alligevel lånes til formålet?

 

Vadehavscentret er et scoop! Tillykke til os alle med det sted.

 

 

Undersøgelserne og reserach-arbejdet er støttet af : Kulturregion Vadehavet.

 

Esbjerg Havn

Uge 29 var den første af 3 research uger på SPEJLINGER, og vi var spændte på at komme i gang.

Da Vadehavet er et stort område, der gemmer på rigtig mange skønne steder og uendelig mange gode historier, besluttede vi os for at starte det sted der lå først for, nemlig Esbjerg Havn.

For nogle er dette bare en mur… For andre er det muren hvor de i timevis har ventet på deres fædre, onkler og bedstefædre skulle komme hjem efter flere ugers fiskeri på Nordsøen med lasten fuld af tobis.

 

Vi starter helt blanke, hvor er vi, hvad er historien, hvem skal vi tale med, hvad søger vi?

Heldigvis har vi Trine Frausing med. Trine er opvokset med sin far og bedstefædre på havet og på havnen.

Vi cykler rundt mellem delvist forladte bygninger, lukkede havnebassiner, kontorer, biler, borerigge, lyde som vi ikke kender, lugte som er fremmede. Lukket land for gæster som os. Trine cykler hjemmevandt rundt på moler og kajer, men overraskes flere gange af blind vej skilte, privat/indkørsel forbudt, omkørsler, men for hende er lugten tryg og bringer masser af minder og historier frem.

Til sidst finder vi alligevel den gule mur. Her er noget som ligner. Her stod pigerne, nyvaskede i deres ens velourdragter og ventede på skibet og den velkendte arm ud af vinduet. Hvis skibet lå lavt i vandet, var det gode tegn og betød tung last. Her kan man bestige en lille grøn bakke og på en gang se ud over vandet, ud mod ind/udsejlingen, og ind over havnen.

Vi vover en enkelt improvisation. Lader lydende fra værksteder, borerigge, biler, radioer, fjerne maskiner og klukkende vand blande sig med saxofon og stemme. Hvad skal det dog ende med…

Vi er gæster, og her en en historie vi slet ikke er en del af.

 

Men vi er glade for at genfinde havnen i Esbjerg.  Hvad der for en uge siden virkede totalt fremmed er som en ny ven vi kommer til at opsøge igen! Her må man kunne lave noget.

Med bil de følgende dage tager vi til Varde, skallingen, Myrtuegård og langs åen.

Varde. En sjov blanding af hyggelig indsejling med små både, den lille havneplads hvor der engang må være blevet lodset varer, gad vide hvor langt vandet når op når det stormer?

Skallingen overvælder totalt. Her har køerne prioritet, de rolige gumlende, brølende væsner, nysgerrige og veltilpasse i dette lille stykke western vi ikke anede fandtes. Mødet med Bjarne, hyrden der kan snakke med dem er både oplysende og fortryllende. Måske kan vi komme til Langli og lave en prøve?

Undersøgelserne og reserach-arbejdet er støttet af : Kulturregion Vadehavet.

Opstart af “Spejlinger”

“Spejlinger” – Teater i kulturregion Vadehavet.

teaterBLIK har med et tilskud fra kulturaftalen fået en fantastisk mulighed for at lave et opsøgende og undersøgende arbejde i Varde, Esbjerg, Tønder med henblik på at skabe site specifik teater i de tre kommuner.
Hvert sted er helt sit eget, med sine kendetegn, historie, mennesker og kulturelle spor. Derfor må vi i første omgang bruge tid på at besøge egnene, møde mennesker, opholde os i naturen, besøge arkiver, kirker, strande, ådale, skove, byer, museer, kroer, plejehjem…. for at finde inspiration til et større projekt i 2018, som munder ud i en eller flere forstillinger i kulturregionen hvis alt går efter planen. Hvor de skal være, og hvordan de kommer til at udforme sig vil helt forme sig af vores researche og inspiration.

Derfor har vi den sidste tid tilbagelagt mange kilometer i bil, til fods og på cykel i de tre kommuner.
På havne, diger, gennem skove, langs åer, i byer, museer, kirker, arkiver…..
Vi har ladet os overraske af naturen, byerne, stemningerne, traditionerne og alle de små miljøer der findes i området. Vi har mødt søde og imødekommende mennesker. Vi er blevet udfordrede af de store afstande. Vi har tænkt, spillet musik, fotograferet, tegnet, læst og diskuteret.Nu er vi allerede blevet meget klogere, men det er også gået op for os hvor stor og overvældene denne opgave er. Vi er i kontakt med en rig og meget alsidig region der myldrer med historier, locations og mennesker der kan bruges til at skabe scenekunst udfra.
Men vi ønsker at dele disse erfaringer og spæde ideer med jer! Derfor vil vi invitere jer til at følge med i de oplevelser og den inspiration researcharbejdet på “Spejlinger” giver. Her vil vi lade jer være vidne til vores første spadestik, spæde improvisationer, scenografiske eksperimenter. Vi vil lade jer være en del af dialogen, og mødet mellem kunsten og historien.

Følg med her på siden eller på facebook.

Researcharbejdet omkring “Spejlinger” er støttet af Kulturregion Vadehavet.