Søndag d. 10 september afsluttede vi vores research på SPEJLINGER med en tur til Langli.
Langli er en i dag ubeboet ø i Ho Bugt, mellem Hjerting og Skallingen. Der boede mennesker på Langli frem til 1913, men da man ikke var villig til at sikre øen mod storme og oversvømmelser, fraflyttede alle beboere Langli på en gang. I 1982 blev Langli opkøbt af Staten og passes i dag af Naturstyrelsen.
Med undtagelse af en afgrænset periode henover sommeren er Langli lukket for offenligheden, for at give plads og ro til ynglende fugle.
Denne tur har vi set frem til. Med ønsket om at komme helt ud i hjørnerne af regionen, helt derud hvor der er plads til nye tanker og uspolerede rum begiver vi os med traktorbussen ud i det lave vand på årets sidste tur.
Vi kryber afsted med vuggende bevægelser ud over havbunden. Det fascinerer hver gang. At man kører der hvor man inden for få timer kun kan se vand og ubekendte dybder.
Mens vi kører får vi historien om Langli. Har læst lidt på det hjemmefra. Så egentlig slår det en hvor kort historien er, altså den om menneskene. Om os. Naturens store træk er lange og i konstant bevægelse, en gåde som man hele tiden prøver at regne ud.
Menneskene på Langli, et lille bitte hjørne af historien, næsten som var det i går, en gæst på gennemrejse, et uforløst kapitel.
Her er så smukt, man er langt væk selvom man ser lige ind på Esbjerg og Hjerting. Sæler, skestorke, fugle, stilhed, fødder på den våde havbund. Himmel.
Vi vover et par improvisationer under frokostpausen. Spredte klap, smil og undren “dejlig med musik mens man sider og kigger ud”, siger en kvinde bagefter, nåh ja, det er vel egentlig også bare det det handler om. Vi låner naturens scenografi, blikket ud over vadehavet.
Tak for turen Bjarne.
Researcharbejdet omkring “Spejlinger” er støttet af Kulturregion Vadehavet.
Spejlinger 