Esbjerg Havn

Uge 29 var den første af 3 research uger på SPEJLINGER, og vi var spændte på at komme i gang.

Da Vadehavet er et stort område, der gemmer på rigtig mange skønne steder og uendelig mange gode historier, besluttede vi os for at starte det sted der lå først for, nemlig Esbjerg Havn.

For nogle er dette bare en mur… For andre er det muren hvor de i timevis har ventet på deres fædre, onkler og bedstefædre skulle komme hjem efter flere ugers fiskeri på Nordsøen med lasten fuld af tobis.

 

Vi starter helt blanke, hvor er vi, hvad er historien, hvem skal vi tale med, hvad søger vi?

Heldigvis har vi Trine Frausing med. Trine er opvokset med sin far og bedstefædre på havet og på havnen.

Vi cykler rundt mellem delvist forladte bygninger, lukkede havnebassiner, kontorer, biler, borerigge, lyde som vi ikke kender, lugte som er fremmede. Lukket land for gæster som os. Trine cykler hjemmevandt rundt på moler og kajer, men overraskes flere gange af blind vej skilte, privat/indkørsel forbudt, omkørsler, men for hende er lugten tryg og bringer masser af minder og historier frem.

Til sidst finder vi alligevel den gule mur. Her er noget som ligner. Her stod pigerne, nyvaskede i deres ens velourdragter og ventede på skibet og den velkendte arm ud af vinduet. Hvis skibet lå lavt i vandet, var det gode tegn og betød tung last. Her kan man bestige en lille grøn bakke og på en gang se ud over vandet, ud mod ind/udsejlingen, og ind over havnen.

Vi vover en enkelt improvisation. Lader lydende fra værksteder, borerigge, biler, radioer, fjerne maskiner og klukkende vand blande sig med saxofon og stemme. Hvad skal det dog ende med…

Vi er gæster, og her en en historie vi slet ikke er en del af.

 

Men vi er glade for at genfinde havnen i Esbjerg.  Hvad der for en uge siden virkede totalt fremmed er som en ny ven vi kommer til at opsøge igen! Her må man kunne lave noget.

Med bil de følgende dage tager vi til Varde, skallingen, Myrtuegård og langs åen.

Varde. En sjov blanding af hyggelig indsejling med små både, den lille havneplads hvor der engang må være blevet lodset varer, gad vide hvor langt vandet når op når det stormer?

Skallingen overvælder totalt. Her har køerne prioritet, de rolige gumlende, brølende væsner, nysgerrige og veltilpasse i dette lille stykke western vi ikke anede fandtes. Mødet med Bjarne, hyrden der kan snakke med dem er både oplysende og fortryllende. Måske kan vi komme til Langli og lave en prøve?

Undersøgelserne og reserach-arbejdet er støttet af : Kulturregion Vadehavet.

Advertisement